SØG 
Get Adobe Flash player

”Godsets historie”

 
Tirsbæk er placeret på nordsiden af Vejle Fjord ca. 7 km øst for Vejle by mellem høje skovklædte skrænter i en sidedal til Vejle Fjord. Den trefløjede hovedbygning er opført på et middelalderligt voldsted af Iver Lunge. Slottets nord- og østfløj er fra ca. 1550, mens tårn og vestfløj er kommet til i 1577. Komplekset blev gennemgribende omdannet i midten af 1700 tallet, hvor også den store park blev anlagt som en terrasseret renæssancehave øst for slottet.

Mange slægter har ejet Tirsbæk gennem tiderne, bl.a. Lunge, Dyre, Linde, von Benzon, Becker, Schack.

Slottets ”grå dame”, den smukke skomagerdatter fra Horsens - Maren Loss - går igen som straf for at have slået sin mand godsejeren Christen Linde ihjel. De to blev gift i januar måned 1752, han døde under mystiske omstændigheder få år efter. Maren Loss giftede sig igen med den flotte ridefoged Jørgen Hvas, som købte sig til en adelstitel og navnet Hvas de Lindenpalm. Deres eneste barn, datteren Christine, blev gift med eventyren Brigader Willam Halling, som havde gjort tjeneste i Vestindien. Halling  byttede efter få år ”Thyrsbeck” - som det hed dengang - med Dronninglund.  Christine døde fattig i Bredsten vest for Vejle. Flere slægter ejede derefter på skift Tirsbæk.

 

Et andet skomager barn - H.C. Andersen - besøgte Tirsbæk onsdag den 16. juni 1830 og skrev i sin dagbog " Gaarden er ganske antik med skydehuller, voldgrave og vindelbro og med et stort taarn, hvor jeg saae et fælt fangehul, hvor der endnu sad store jernringe i muren" .

 

 

Siden 1912 har godset været i den nuværende ejers familie, og beboes i dag af 3 generationer. Slottet blev erhvervet af H.N. Andersen, ØK’s stifter, som bryllupsgave til datteren Astrid (kaldet Adda) Andersen og svigersøn Frode Neergaard.  Adda Andersen er født og opvokset i Siam (Thailand), hvorfra mange af antikviteterne i slottets stuer stammer. H.N. Andersen blev kaldt ”den hvide elefant”.  Der findes overalt i huset symboler og figurer, der hentyder hertil. H.N. Andersens tipoldesøn Hans Henrik Algreen-Ussing står i dag som ejer og daglig leder af godset.

 

Slottet fik nyt tag i 1998 i et samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen, voldgraven blev mudret op i 2006 og stensætningen på den østlige del af slotsholmen blev med støtte fra Søholt-Engestoftefonden sat om i 2008. I 2010 har der været en gennemgribende istandsættelse af haveanlægget i samarbejde med fonden RealDania.

 

Godsets tilliggende er 182 ha ager, 11 ha eng, 200 ha skov og ca. 8 tønder land park. Der hører 13 beboelseshuse, en tidligere smedje, bageri og 2 vandmøller under Tirsbæk.

 

Stedet drives som kombineret land- og skovbrug. Derudover har godset udlejning af bygninger både til private og til virksomheder. De tidligere avlsbygninger renoveres løbende; Slotsstalden er et eksklusivt selskabslokale og den gamle svinestald er omdannet til topmoderne kontorfaciliteter.

 

På Tirsbæk er Danmarks eneste off-road-køreskole. se hjemmeside www.landroverexperience.dk

 

Hvert år er Tirsbæk rammen om adskillige virksomheds- og firmaevents samt professionelle ledertræningskurser.

 

Tirsbæk bestræber sig på at fremstå som en dynamisk virksomhed, der sin høje alder til trods følger med tiden. Det er imidlertid vigtigt, at denne udvikling ikke sker på bekostning af de tilhørende store kulturværdier og at stedet fortsat kan danne rammen om familiens private liv.

 

 

Vi håber, du som gæst vil nyde dit besøg på Tirsbæk.

 

 

 

På familiens vegne                           Hans Henrik Algreen-Ussing

 
 
Tirsbæk Gods | Tirsbækvej 135 | 7120 Vejle | Tlf. +45 2033 1260 | Mail: hhau@tirsbaekgods.dk